Fodsvamp

Der kan forekomme hudsvamp (dermatofytter) mellem tæerne, hvilket viser sig i form af ødelagt og løs hud med mulige revner i tå mellemrummet – også kaldet fodsvamp.

Årsag

Snævert og dårligt åndbart fodtøj, som f.eks. tennissko, medfører øget varme og fugt mellem tæerne. Det giver svampen de absolut bedste livsbetingelser.

Behandles hudsvampen ikke, kan den brede sig til den omliggende hud både under og oven på foden samt til neglen. Huden bliver derved ødelagt, kan revne og kan ikke modstå udefra kommende påvirkninger.

Behandling og forebyggelse

Er der mistanke om hudsvamp, bør man opsøge sin læge og få foretaget en podning af huden. Er der tale om svamp, kan man købe et svampemiddel i håndkøb.

Har man meget varme og fugt mellem tæerne, kan man forebygge nyt svampeangreb ved omhyggeligt at holde tå mellemrummene tørre og fri for løs hud. Et godt råd i den forbindelse er, at klippe en ca. 2 x 15 centimeter lang strimmel af et stykke tyndt bomuldslærred. Det vikles ind mellem tæerne i ét lag. Husk, det må ikke krølle, da det vil gnave i huden.

For meget varme og fugt

Ofte er der ikke tale om svamp, men at huden ganske enkelt er ødelagt af for meget varme og fugt i mellem tæerne. Behandlingen er, at holde tå mellemrummene tørre og fri for løs hud. Også her kan det anbefales at forebygge med en 2 x 15 centimeter lang strimmel af tyndt bomuldslærred.

Et fodbad hjælper ikke på problemet.

Fodtøjet spiller i begge tilfælde en vigtig rolle. Benyt fodtøj hvor varme og fugt kan trænge ud, og hvor der er en god bredde og højde ved tæerne. Om sommeren kan benyttes sandaler, der er åbne ved tæerne.

Kilde

Alt om foden, Danske fodterapeuter.